I rækken af tiltag for at passe på miljøet har regeringen i Thailand besluttet at forbyde rygning på mange strande i Thailand.

På mange strande i Thailand er det nu forbudt at ryge. I slutningen af 2017 blev det forbudt på 24 udvalgte strande og antallet af strande, hvor det ikke er tilladt, bliver løbende hævet.

Billedet foroven er fra Chalok Baan Kao Bay på Koh Tao, hvor jeg var i august. Bemærk de ret strenge straffe – 100.000 baht i bøde og fængsel i et år! Os bekendt er der ingen turister, der er blevet dømt endnu, så om det virkelig går så galt, ved vi ikke. Men vores anbefaling er, at du kun ryger på steder, hvor det er tilladt. Du kan helt sikkert finde et sted, hvor det er tilladt lige bag ved stranden og ellers er der altid steder på hotellet, hvor det er muligt at ryge.

Forbuddet er blevet indført på grund af miljømæssige årsager og altså for at passe på de fine strande, vi alle gerne vil besøge.

Når vi nu er inde på rygning, så husk at E-cigaretter ikke er tilladt i Thailand. Der er dog en del debat om, hvorvidt der nu også er lovgivet omkring det, men da turistmyndighederne har meddelt os, at det er ulovligt, vælger vi at helt at fraråde, at du medbringer E-gicaretter eller tilbehør til Thailand. Der kan komme andre retningslinier, så spørg os inden du skal rejse.