Jeg besøgte et par meget lokale markeder omkring Ping floden i Chiang Mai, og det var en noget anderledes oplevelse, end den man får på det kendte natmarked i byen.

Chiang Mai er en by fyldt med kontraster. Den moderne del med nye bygninger og brede boulevarder står i skærende kontrast til de smalle gader og faldefærdige bygninger langs Ping floden i den østlige del af byen. Umiddelbart lyder området ikke specielt spændende, men det er det. Markeder, som overhovedet ikke ligner det “turistede” natmarked, skyder op på gadehjørnerne både dag og nat og det hele er et sandt virvar af mennesker, knallerter og boder.

Markederne bugner af eksotiske frugter og grøntsager

Jeg besøgte to markeder, på cykel for at det ikke skal være løgn, i denne del af byen og det var en interessant og intens oplevelse. Cykelturen var en skøn måde at opleve byen på “after dark”, men koncentration er påkrævet da deciderede cykelstier ikke er noget, der findes i byen. Min cykel havde ingen lås på, så da jeg skulle af med cyklen ved det første marked var en brandstation det bedste sted til sikker opbevaring af cyklen. Med cyklen i trygge hænder kunne jeg gå på opdagelse på det første marked.

Hvis du har forkærlighed for ingefær vil du være i himlen her

Muang Mai Market er byens “døgnåbne” marked. Det lukker simpelthen aldrig og her kommer landmænd fra nær og fjern for at sælge deres friske varer direkte fra ladet af deres pick-up truck. Priserne er enormt billige og selvom jeg da sagtens kunne bruge 10kg galangarod eller 20kg ingefær til omkring 15-25 kroner, så var der altså ikke plads i hverken cykelkurven eller kufferten. Når en landmand har solgt alt, hvad han har med, kører han igen og en ny pick-up truck holder klar til at overtage pladsen. På den måde holder markedet sig i gang gennem alle døgnets timer. Flere hoteller og restauranter køber ind i stor skala på dette marked, fordi grøntsagerne kommer ind helt friske og fordi priserne er så grotesk lave.

Husk copyright TAT ved brug

Thailand er kendt for sin streetfood og Chiang Mai er et mekka for madelskeren

Rundt om markedshallen er der almindelige markedsboder, som dog kun er aktive om dagen og om aftenen. Her kan du finde alt fra den ildelugtende durianfrugt til dragefrugter og mere almindelige tropiske frugter. Du kan også finde små boder, hvor de sælger kinesiske “Pau”, som er en slags dampet dumpling med fyld. Dem vil jeg anbefale dig at smage! Tilbage ved brandstationen kunne jeg få min cykel tilbage igen. Det sidste marked, fik jeg fortalt, var det marked, hvor de lokale kommer om aftenen for at købe mad, der så bliver tilberedt på stedet

Der er tryk på madmarkedet efter mørkets frembrud

Ton Lam Yai Markedet er også beliggende ved Ping floden og denne aften i Chiang Mai var mit mål med besøget at finde noget at spise, og det skulle vise sig at være sværere end først antaget. Markedet var enormt travlt, selvom store dele af det var lukket og kun madboderne og et par blomsterbutikker stadig var åbne. Det var heller ikke et sted, hvor turisterne normalt flokkes, så jeg må have skilt mig godt ud i den store menneskemængde. Netop de manglende turister havde også en bagside, for det betød jo, at al skiltning var på thai og derfor havde jeg da lidt besvær med at få fat på noget spiseligt, men oplevelsen af det sydende travle marked, de smalle gange og duften a himmelske thailandske krydderier var det hele værd. Jeg var glad for at skifte byens natmarked ud med nogle mere lokale markeder for en enkelt aften. Det var anderledes, og til dels også mere indbydende, end det “turistede” natmarked.

//Martin