Velkommen til Vietnam, det lange smukke land på kanten af Sydøstasien. Landet er ved at vokse sig ud af fortidens skygger og ligger nu helt åbent for de rejsende der søger fordybelse i historie og kultur, at føle bjergstammernes gæstfrihed, at opleve den pulserende stemning i landets storbyer eller simpelthen bare at slappe af på stranden. Vietnam har det hele og mere til.
Uforglemmelige oplevelser står i kø på din vej gennem det over 2.500 kilometer lange land. Den surrealistiske og betagende oplevelse, at kigge ud over Ha Long bugten i solopgangens orange lys. Den lidt for sjove oplevelse det er at krydse en vej for første gang, mens kaskader af motorcykler cirkler rundt om dig. De sjove oplevelser som at se en familie på 5 – plus dagens indkøb og familiens husdyr på en og samme knallert. De lokale oplevelser som at åbne en Beer Hoi på et gadehjørne i Hanoi sammen med hundredvis af lokale. Det er kun dig selv der sætter grænserne for, hvor store oplevelserne skal være i Vietnam.