Verdens største ø med de store vidder og den totale stilhed. Her kan du virkelig føle dig meget, meget lille. Isen er allestedsnærværende og befolkningen lever på naturens præmisser – naturen er den store attraktion i Grønland. Spredt ud på en kyst, så lang som det meste af Europa, bor der færre mennesker, end der kan være på et mellemstort fodboldstadion i Europa.

Grønland er også kontrasternes land. Kolossale isbjerge kælver fra indlandsisens gletsjere med en baggrund af grønne fjelde, lange fjorde, smukke vilde blomster og en bred vifte af dyreliv såsom havpattedyr, vildt, fugle og fisk.

Et er den grønlandske natur, et andet er de mennesker, der lever i et land med så store kontraster. Små bygder, lidt større byer og store byer. Temperaturer der skifter; midnatssol eller slet ingen sol og vejrforhold, der ændrer sig fra time til time. Det kræver styrke og evne til omstilling. Kom tæt på de gæstfrie mennesker, der byder enhver gæst hjerteligt velkommen. Grønlænderne er gode til at fejre alt fra barnedåb til livet, som det nu engang former sig. I den mørke tid tændes stearinlys og lygter og giver varme til socialt samvær og hygge.