Sok San Resort er en lille juvel af et hotel på tropeøen Koh Rong i den sydvestligste del af Cambodja. Leder du efter et sted at koble helt af, et sted hvor der ikke er noget natteliv og hvor livet ser ud til at have foregået på samme måde i årtier, ja så er Koh Rong og i særdeleshed Sok San Beach Resort stedet at kigge nærmere på.

Stranden foran hotellet er helt fantastisk og der er ingen store hoteller som naboer
Fra hotellets terrasse er der udsigt til både grønne planter og turkisblåt vand
Værelserne på Sok San Resort ligger i charmerende bambushuse på stranden og et stenkast fra vandet
Værelserne, der er lavet i bambus, lever i den grad op til at være på en tropeø
Restauranten er simpel, men super god og rigtig hyggelig
Stranden foran hotellet set fra vandet
Stranden består af kridhvidt sand og klart turkisblåt vand
Tæt på Sok San Resort ligger en lille fiskerby hvor livet leves som det har gjort i årtier

En times sejlads med privat speedbåd fra havnebyen Sihanoukville ligger Koh Rong og Sok San Beach Resort. Allerede ved ankomsten til hotellet kan du se at det bestemt ikke er et sted hvor byggefeberen har ramt, da der kun ligger et par hoteller langs den flere kilometer lange strand. Båden lægger til ved hotellets private kaj og du bliver med det samme vist hen til dit værelse da check-in proceduren blev klaret på fastlandet inden du steg ombord på båden.

Værelserne på hotellet er store og er bygget helt eller delvist af bambus. Der er kaffe, te og en liter vand på værelset til fri afbenyttelse, 24 timers elektricitet, sikkerhedsboks samt myggenet over de ganske udmærkede senge der findes på værelserne. På værelset vil du opdage at noget så normalt som fladskærms tv og telefoner er en mangelvare, men en mangel som sagtens kan undværes i de dage der bruges her, og som i øvrigt på ingen måde ville passe ind i de charmerende bambushytter. Der er ingen tv antenne på øen så de nyheder der slipper igennem kommer via wifi forbindelsen som fungerer nogenlunde. Mange af værelserne har tidligere været meget små, men er siden blevet slået sammen til større værelser. Det betyder at der er separat soveværelse og stue med en dør imellem. Desuden er der 2 badeværelser, et med dør til stuen og et med dør til soveværelset. Især for familier der rejser med større børn og derfor gerne vil være lidt adskilte er det perfekte værelser.

Hotellets faciliteter inkluderer en bar med en rigtig hyggelig lounge hvor en drink kan nydes i de behagelige træstole med storslået udsigt over stranden. En restaurant som har et fantastisk menukort med blandt andet et stort udvalg af friskfangede fisk og skaldyr der er trukket op af vandet af lokale fiskere fra den nærliggende landsby. Når du spiser på restauranten skal du sørge for at få et bord nede på stranden. At lytte til vandets brusen, nyde stilheden og nyde maden er simpelthen utroligt. Om morgenen serverer restauranten en kontinental morgenmad der inkluderer alt det der kan forventes af et hotel på en relativt isoleret tropeø.

Ikke langt fra hotellet ligger den lille fiskerby Sok San, som også er strandens navn. Byen har nogle hundrede indbyggere og befolkningen lever hovedsageligt af fiskeri og de afgrøder der kan gro i den sandede jord. De lokale er meget høflige og gengælder hurtigt den interesse der bliver vist for dem og det liv der leves herude langt fra alting. I byen, der indtil for nyligt kun var forsynet med strøm fra 18 til 21, findes nu nogle simple restauranter og barer hvor du også kan tage plads i behagelige stole på stranden og se solnedgangen.