Opdag Mekong deltaet ombord på en restaureret risjunke, hvor du tilbringer 2 dage og hvor både mad og udflugter er inklusiv i prisen. Du sejler mellem de to byer Cai Be og Can Tho i den sydlige del af Vietnam.

  • Bassac Cruise skibet er en restaureret risjunke
  • Den lille restaurant ombord på Bassac Cruise
  • Bassac Cruise Mekong
  • Værelserne ombord på Bassac Cruise er 10 kvm og er rigtig fine
  • Skib fra Bassac Cruise
  • Bassac Cruise skib ved et lille flydende marked

At stige ombord på dette træskib er en fantastisk oplevelse. Det smukke træværk som skibet er bygget af, skinner som om det netop er blevet ny lakeret. Ombord på skibet bliver du budt velkommen i receptionen og får tildelt din kahyt. Du får dog ikke lang tid i kahytten. Du får besked om at komme tilbage 10 minutter senere til samling på agterdækket, hvor besætningen introduceres og sikkerheden gennemgås.

Kahytten er et kapitel for sig og helt sikkert anderledes end andre ”hotelværelser” som du tidligere har boet i. Værelset er ikke stort, men det er hyggeligt og der er hvad der skal være; en dobbelt seng, et lille klædeskab og et sengebord med et par flasker vand, ørepropper og en lommelygte i tilfælde af at strømmen skulle svigte i nattetimerne. Badeværelset er også helt i top – og næsten alt på skibet er lavet i træ. Tilbage på agterdækket er der dækket op til frokost og efter en kort præsentation af besætningen samt sikkerheds instruktioner, bliver der serveret en lækker smagfuld frokost, bestående af flere lokale retter. Måltider på sejlturen i Mekong deltaet er inkluderet i prisen, kun drikkevarer er tillæg.

Om eftermiddagen bliver du sejlet ind til fastlandet i en lille båd, hvor din engelsktalende guide viser rundt i en lille landsby. Her fortæller han om de træer, buske og blomster vi møder på vejen rundt i den frodige landsby, og ikke mindst om beboernes leveliv. Du ser blandt andet, hvordan de lokale høster risen fra de sumpede marker (hvis årstiden passer) og til sidst bliver du budt ind hos en familie, hvor flere generationer lever sammen under samme tag – som man gør i Vietnam.

Tilbage på skibet, får du tid til at slappe af på dækket og måske nippe til en drink, mens du nyder den smukke solnedgang. Når mørket falder på, bliver der serveret middag til lyden af bølgernes blide klukken mod skibet. Hen på aftenen anker skibet op for natten, og det er tid til at gå til ro. Næste morgen efter morgenmaden, bliver du igen ledt ned i den lille båd. Denne gang bliver du sejlet ind for at opleve deltaets fantastiske flydende marked. Derefter ender rejsen gennem Mekong deltaet i områdets største by – Can Tho, hvor din guide og chauffør står og venter.

Kort