Velkommen til området ved River Kwai. Uanset om du tager herud for at opleve den triste krigshistorie, den smukke natur eller de små Hmong landsbyer, skal du forberede dig på en helt unik oplevelse. Ligeså unikke som området er indkvarteringsmulighederne ved River Kwai. Flydende bambushytter, luksuscamping eller din egen villa med storslået udsigt over floden. Mulighederne er næsten uendelige og vi synes at du skal se det hele med dine egne øjne.

Broen over floden Kwai
Færdsel på broen er tilladt
Kirkegården i Kanchanaburi
På kirkegården i Kanchanaburi er mere end 7.000 begravet
Broen over floden Kwai i Kanchanaburi
Bevaret tog ved Home Phutoey
Hellfire Pass memorial er en af de mest synlige eksempler på krigens rædsler
Det ene hotel ligger mere spektakulært end det andet
Udsigt over Kwai floden

Godt 100 kilometer nordvest for Bangkok finder du området der er kendt for sin utrolige krigshistorie. I 1957 udkom filmen, ”broen over floden Kwai” og den blev en af de mest berømte film om anden verdenskrig.

I dag er området fredeligt og på overfladen er der ikke mange spor tilbage af krigens rædsler. I områdets største by, Kanchanaburi findes den originale stål- og betonbro stadig, selvom den broen blev bombet mod slutningen af krigen er den bygget op igen. Broen en er åben for besøgende når der ikke kommer et tog. Du kan altså med andre ord frit bevæge dig rundt på en af verdens mest kendte broer som endda stadig tjener områdets jernbanedrift. Når toget kommer går det langsomt og du har god tid til at komme af vejen, og ude på broen er der også platforme hvor du kan stå mens toget kører forbi. Oplevelsen er stor og historiens vingesus mærkes virkelig her.

”Området ved River Kwai er helt utroligt. Historien kan mærkes overalt, museerne er mere oplysende end noget andet jeg har set i asien og naturen er blandt det smukkeste jeg har set i Thailand. Og hvem vil ikke gerne kunne sige at de har sejlet ned af River Kwai?”
Martin har besøgt River Kwai

En lille sjov historie om flodens navn er at den blev døbt “River Kwai” af krigsfangerne efter de havde hørt lokale omtale den som “Kwae”. Navnet Kwae betyder faktisk bare biflod og det er fordi den egentlig bare er en biflod til den større Mae Klong der løber ud i Thailandsbugten. Flodens rigtige navn er Si Sawat, men eftersom at River Kwai blev så berømt valgte man at lade den beholde det navn som den fik af de britiske krigsfanger.

En time nord for Kanchanaburi snævrer floden ind og naturen omkring den bliver intet mindre end spektakulær. Hoteller findes både på og langs floden uden at ødelægge noget af naturen omkring. Fortsætter du nordpå vil du til sidst ramme det største af områdets mange monumenter for de godt 12.000 faldne POW’s (Krigsfanger) og ca. 90.000 asiatiske arbejdere. Stedet hedder Hellfire Pass og navnet passer i sandhed til stedet. Her huggede krigsfangerne nemlig gennem et bjergmassiv med stort set ikke eksisterende værktøj. Dette projekt var det største under udførelsen af “dødens jernbane”

Ved Hellfire Pass findes et glimrende museum hvor du får et solidt indblik i rædslerne der udspillede sig på netop dette sted. Efter museet skal du unde dig selv at gå turen ned til denne menneskeskabte kløft og se hvad anstrengelserne endte ud i.

Af andre utroligt spændende mindesmærker ved River Kwai kan nævnes Home Phutoey hvor du kan se en kopi af et felthospital som det så ud under byggerierne samt museet i Kanchanaburi hvor personlige ejendele og breve er samlet sammen og udstillet. Sidst men ikke mindst findes den største af i alt 3 krigskirkegårde i Kanchanaburi og her ligger 7.000 mennesker begravet, inklusiv 2 danskere. De resterende 2 kirkegårde findes i henholdsvis Myanmar (Burma) og i Chungkai, ikke langt fra Kanchanaburi.

De fleste hoteller i området ligger godt en times kørsel nord for Kanchanaburi. Hotellerne ligger langs med floden i de smukke omgivelser så du bliver kørt til en lille bådebro hvorfra du sejler til dit hotel. Hotellerne er unikke på hver deres måde, nogle ligger på flåder i floden, mens andre ligger inde på land. Et af de mere anderledes hoteller er Hintok River Camp. Her befinder du dig egentlig ikke på et hotel, men derimod på en luksuscampingplads. Du bor i telte, men de har både veranda, badeværelse og dobbeltseng. Med andre ord kan du bo tæt ved flodens bred og midt i naturen uden at gå på kompromis med komforten. Et andet unikt hotel er River Kwai Jungle Rafts der som navnet antyder faktisk er beliggende på selve floden. Beliggenheden fås ikke bedre og du er altid kun ganske få skridt fra at kunne hoppe direkte i det afkølende vand. Næsten uanset hvilken type hotel du er mest til kan du finde det omkring River Kwai og Kanchanaburi.

Klima
Klimaet i Kanchanaburi er især om sommeren meget anderledes end de fleste andre steder i Thailand. I sommermånederne juni, juli og august som normalt er regntid i Thailand regner det nemlig meget mindre her. Den voldsomme regn falder i maj, september og oktober måned. I højsæsonen fra november til marts er området tørt, solrigt og varmt med temperaturer på mellem 31 og 33 grader i gennemsnit om dagen. Den varmeste periode ved River Kwai er i marts og april hvor den daglige gennemsnitstemperatur kan nå 38 grader. Klimaet i Kanchanaburi er tropisk.

*Klimadata kommer fra “World Weather Information Service” og er baseret på gennemsnitsdata fra perioden 1971 til 2000.
**En regnvejrsdag defineres ved at der falder minimum 0,2 mm. regn.

 

Kort