Pokhara er en by for foden af Himalaya med en tilbagelænet atmosfære, fantastiske udsigter mod bjergene og så er den udgangspunktet for de berømte Annapurna-treks. Er du til adrenalinfyldte oplevelser, så skal du ikke snyde dig selv for hverken white water rafting eller paraglidning gennem dalen.

  • Pokhara, Nepal
  • Søen i Pokhara en diset eftermiddag
  • Pokhara, Nepal
  • Streetfood i Pokhara, Nepal
  • Dansende børn på gaden i Pokhara, Nepal
  • Farverige både i Pokhara

Den næststørste by i Nepal med omkring 200.000 indbyggere og ca. 200 km. vest for Kathmandu. Hvis du kører i bil eller bus skal du regne med 5-7 timers transport – vejene er jo ikke som herhjemme og det går også lidt op og ned.

Pokhara er en smuk by og udgangspunkt for trekking i Annapurna-regionen. Byen ligger mellem mindre bjerge, men de høje bjerge med navne som Annapurna, Annapurna South og Fishtail er synlige, når du kigger op, hvor skyerne burde være. Det første syn af bjergene, som du får, når du kommer kørende til Pokahara, giver altid et sus i maven. Du kan også flyve til Pokhara fra Kathmandu, hvilket tager ca. 30 minutter. Husk at spørge om pladser i højre side af flyet, når du checker ind, for så har du fri udsigt til bjergene fra flyveturen. Det er ikke mange flyvninger, som kan prale af den udsigt.

Byen er perfekt som udgangspunkt, når du skal på trekking i regionen. Herfra er der treks til Annapurna Base Camp, Khopra Danda Ridge, Poon Hill og mange flere. Du vil derfor møde mange, som enten er på vej på trek eller lige kommet tilbage for at tage et par afslappende dage i den fine by. Der er mange turister i Pokhara og derfor også mange butikker, som sælger trekkingudstyr, lokale håndværksting, smykker og meget andet. Hovedgaden er fyldt med liv og mange restauranter og cafeer. Pokhara ligger ned til Phewa Lake, som er en smuk sø med bjerge på begge sider. Også her er der fin mulighed for at drikke en øl eller en kop kaffe ved kanten af søen, men du kan også sejle en tur i træbåd og kigge ind på byen.

Du kan også besøge Bindabasini templet, Shanti stupaen ved Fredstemplet eller bare slentre rundt og kigge på byen. Er du til aktive oplevelser er her er – udover trekking – white water rafting, mountain biking og ikke mindst paragliding, som området er meget kendt for. Er du til mere fordybelse er her også yoga og meditation i forskellige udgaver.

Der findes mange hoteller i Pokhara og vi har valgt et par stykker, som ligger tæt på hovedgaden og byen. Hvis du skal være her længere end et par dage og har lyst til mere specielle hoteller, findes det også. Vores valg af hoteller er ikke luksushoteller, men gode turistklassehoteller.

Klima
Klimaet i Pokhara er kendetegnet ved en tør vinter med middeltemperaturer, mens sommerperioden er varm og våd. I månederne maj, juni, juli, august og september rammer monsunen området med kraftigt regnfald, tæt på 1 meter regn i juli. Den voldsomme monsun skyldes at Pokara ligger omgivet af høje bjerge og at områdets mange søer afgiver fugt, Kombinationen gør at skyerne ikke kan bevæge sig væk fra Pokhara og derfor falder regnen i store mængder henover sommeren. Den bedste periode for trekking i Pokhara er fra sidste halvdel af oktober og frem til april måned. Klimaet i Pokhara er subtropisk.

*Klimadata kommer fra “World Weather Information Service” og er baseret på gennemsnitsdata fra perioden 1971 til 2000.
**En regnvejrsdag defineres ved at der falder minimum 0,2 mm. regn.

 

Kort
Få overblik over Pokhara her