Phu Quoc er Vietnams bedste ø-destination og selvom der skyder store hoteller op rundt på øen, er der stadig masser af steder at udforske og små byer at besøge. Begynd eller slut ferien af på en rolig strand, hvor du med garanti kan finde en plads under et blidt svajende palmetræ tæt ved vandet.

  • Tropestemning mellem palmetræerne på Phu Quoc
  • Phu Quoc er fyldt med små fiskerihavne som denne
  • Ham Ninh beach på Phu Quoc i solnedgangen
  • Phu Quoc's strande er indbydende og er det perfekte sted at begynde eller ende din rejse i Vietnam
  • Fiskerlandsby på Phu Quoc
  • Gynge på Sao Beach på Phu Quoc
  • Ho Quoc pagoden på Phu Quoc

Phu Quoc er en ø beliggende i Siam bugten godt 35 kilometer fra den vietnamesiske kyst. Øen ligger nærmere Cambodja og selvom der har været stridigheder mellem de to lande om øens tilhørsforhold, har den stort set altid været en del af Vietnam. I 1975 lykkedes det cambodjanske Khmer Ruge at overtage øen kortvarigt, men i løbet af ganske kort tid var øen tilbage på vietnamesiske hænder. I dag er øen et paradis med nationalparker, palmefyldte strande og søvnige fiskerlandsbyer. Øens største by har godt 18.000 indbyggere, så storbyer skal du ikke forvente at finde her.

Foruden Phu Quoc består regionen af 27 omkringliggende øer, hvor nogle er helt ubeboede. Den næststørste ø i området har fast forbindelse til Phu Quoc via en svævebane, som er en af de længste i verden. Turen skal tages for at nyde udsigten over øerne, da den centrale del af Hon Thom Island er gjort til en turistpark- og dermed ikke er hvad de fleste leder efter. En sejltur ud til nogle af de mindre øer kan være en bedre måde at se området på.

Er du til mere end bare at slappe af på stranden, så er der flere muligheder på Phu Quoc. Næsten 50 procent af øen er nemlig nationalpark med skov og små “bjerge”, hvor de højeste når en højde på omkring 600 meter. Dermed kan du både tage ud i naturen, koble helt af på et skønt resort og nyde solen på en af øens mange hvide sandstrande.

Solnedgang ved Long Beach på Phu Quoc i Vietnam

Et besøg på Phu Quoc vil passe perfekt til din rejse, hvis du besøger Mekong deltaet i den sydligste del af landet. Du kan nemlig sejle fra Mekong deltaet til Phu Quoc på ca. 2½ time. Det er også muligt at nå øen med fly fra Ho Chi Minh City og Bangkok.

Klima
Klimaet på Phu Quoc er kendetegnet ved 2 sæsoner. Den våde periode fra maj til og med oktober, og den tørre periode fra november til april. Temperaturerne på øen svinger gennem året, og den varmeste periode er årets første 4 måneder, hvor gennemsnitstemperaturen om dagen er omkring 33 grader. I regntiden som løber gennem vores sommer, er temperaturen faldende og gennemsnittet er omkring 28 grader om dagen, mens nætterne fortsat er milde. Klimaet på Phu Quoc er tropisk.

*Klimadata kommer fra “Meteoblue” og er baseret på gennemsnitsdata fra perioden 1971 til 2000.
**En regnvejrsdag defineres ved at der falder minimum 0,2 mm. regn.

 

Kort
Få overblik over Phu Quoc her