Bangkok er en af Asiens største metropoler og for mange også porten til østen. Byen er voldsom, støjende og fantastisk på samme tid, og ikke et sted du ville tænke på at opleve på cykel. Bangkok er dog fyldt med oaser, som kan opleves på cykel og midt i det hele finder du store attraktioner og små perler, der sammen gør Bangkok til en by, der bestemt er værd at se på cykel. Utrolige markeder, streetfood i verdensklasse og imponerende templer findes som perler på en snor igennem byen. Du kan også tage på en dagstur til de mange historiske steder rundt om Bangkok, blandt andet den UNESCO-beskyttede ruinby Ayutthaya. Giv dig selv muligheden for at tage på opdagelse og se Bangkok på en ny og unik måde, uanset om du har været i Bangkok før eller dette er dit første besøg. Alle cykelture er med professionel engelsktalende guide og sikkerheden er altid højeste prioritet.

Gruppefoto foran et af mange templer i Bangkok
Kryds floderne på lokal manér
Guiden vil præsentere dig for lokale frugter
Tag på cykeltur i Bangkok om aftenen
Børn leger langs flodbredden
Oplev livet langs floderne
Tag fra storbyen til landet
Nogle gange må floden krydses
Små stier som du ikke troede muligt i Bangkok
Find nye område af Bangkok
Oplev Bangkok til lands og til vands

I Bangkok

I nogle områder er stien løftet et par meter

I nogle områder er stien løftet et par meter

Bangkoks jungle
En kort sejltur fra travle Bangkok ligger et stort set uberørt område med skov og lokalt liv, som du vil blive overrasket over at finde kun et stenkast fra Bangkoks travle finansdistrikter. Stedet hedder Bang Kra Jao og det er udgangspunktet for denne halvdags cykeltur.

Efter den korte sejltur befinder du dig midt i et fredeligt område bestående af små landsbyer, templer, tropisk jungle og et virvar af små kanaler. Hvis ikke du kunne se Bangkoks skyskrabere fra området ville du aldrig tro at du var så tæt på byen. Oven i købet er der meget lidt trafik på vejene, hvilket kombineret med det helt utrolige område, gør det ideelt til en cykeltur for både børn og voksne.

På turen krydses floden

På turen krydses floden

Turens rute bringer dig forbi lokale samfund, skoler og templer – faktisk er der mere end 30 templer i området. Er det weekend, besøger du også et flydende marked. Guiden på turen vil fortælle om de forskellige blomster undervejs og om hvilke frugter, der gror langs stierne. Der vil være en pause ved floden, hvor der bliver sørget for forfriskninger. Efter pausen vil du besøge et historisk tempel fra Ayutthaya tiden, der ligger mere end 250 år tilbage i historien.

På turen cykler du samlet ca. 25 kilometer. I begyndelsen går ruten igennem et travlt område i Bangkok inden du ankommer til båden, der krydser floden. Cyklingen i området foregår ad små veje, stier og mindre gyder. Der er ingen bakker på turen og den er meget let at køre, dog er nogle af de små stier løftet nogle meter for at beskytte mod oversvømmelser i regntiden. De løftede stier er ret smalle på nogle sektioner, og derfor anbefaler vi, at du kører roligt på stierne. Hvis du har højdeskræk, eller generelt er lidt usikker på en cykel, er det vigtigt, at du overvejer, om dette er turen for dig. Tal med os, hvis du er i tvivl om hvad du kan klare.

Pris: 325 kr. for voksne og 325 kr. for børn
Inkluderet: Vand, snacks, cykel, hjelm, billet til båd, indgange til attraktioner og engelsktalende guide
Aldersgrænse: Ingen
Cykler: Almindelig cykel / MTB
Mulighed for børnecykler: Ja
Turen afgår: Dagligt kl. 08:30 og kl. 13:00
Mødested: Flow House ved A-Square på Sukhumvit Soi 26. Nærmeste station er Phromphong.
Turens længde: Halv dag
Distance på cykel: 25 kilometer
Gruppestørelse: 2-16 personer
Sværhedsgrad: *****

Bangkoks Chinatown
Midt i Bangkok finder du, det altid levende og ofte også mystiske, Chinatown distrikt. Skjulte labyrintiske gader, der ender ved smukke templer, eksotiske markeder, der pludseligt opstår overalt i gaderne og betagende arkitektur er alt sammen en del af denne utrolige del af Thailands hovedstad.

Tempel i Chinatown, Bangkok

Tempel i Chinatown, Bangkok

Turen begynder midt i det morgentravle Chinatown. Du besøger et livligt gademarked og ser hvordan sådan et går for sig om morgenen. Fra markedet går turen på cykel gennem bydelens stress og jag ned til floden, hvor du sejler tværs over Chao Phraya-floden til de mere rolige omgivelser på modsatte side. Turen ændrer nu tempo, og du kører nu ad små bagveje gennem Thonburi distriktet. Du er nu kommet udenfor de almindelige turiststeder og vil se mindre kendte templer, markeder og historiske steder. Et af de steder du besøger er Princess Mother Memorial Park, der er en af Bangkoks bedst bevarede hemmeligheder. Kun få turister finder vejen hertil og det er synd da parken er en fantastisk oase i byen.

Munke klokken i Wat kalayanamit templet

Munke klokken i Wat kalayanamit templet

Tilbage på cyklen og turen fortsætter til noget så uvant som en katolsk kirke. Kirken hedder Santa Cruz og er et bevis på den portugisiske indflydelse på det thailandske samfund. Portugiserne var de første europæere, der kom til Thailand tilbage i 1200 tallet. Ved kirken vil der være en pause, hvor du får mulighed for at smage en portugisisk dessert, der er lavet efter en opskrift, der er gået i arv gennem generationer. Efter pausen kører du videre til Wat Kalayanamit, der kan oversættes til ”de gode venners tempel”. Templet blev i sin tid bygget for at trække Thailand i retning mod Kina i en periode, hvor landet var under massiv påvirkning fra Europa. Templet har en af Bangkoks største siddende Buddha statuer samt den største munkeklokke i Thailand.

Det utrolige Wat Arun ved Chao Phraya floden

Det utrolige Wat Arun ved Chao Phraya floden

Turens sidste stop er et symbol på Bangkok og har du set billeder fra Bangkok er du næsten med sikkerhed støt ind i et billede af Wat Arun eller ”Temple of Dawn”, som mange vælger at kalde det. Dette imponerende arkitektoniske bygningsværk byder på fem høje tårne, der er udsmykket på en unik måde, der får dem til at skinne på en unik måde. Da Wat Arun blev bygget blev der blandet flere millioner stykker kinesisk porcelæn i cementen og det er bl.a. dette, der gør templet til et af Bangkoks største vartegn. Fra Wat Arun går turen tilbage til turens begyndelsespunkt.

På turen besøger du flere templer, og vi anbefaler derfor, at du har en langærmet T-shirt med samt bærer shorts, der som minimum går til knæene. Dette viser at du respekterer de lokale helligdomme.

Pris: 325 kr. for voksne og 325 kr. for børn
Inkluderet: Vand, snacks, cykel, hjelm, billet til båd, indgange til attraktioner og engelsktalende guide
Aldersgrænse: Ingen
Cykler: Almindelig cykel
Mulighed for børnecykler: Nej
Turen afgår: Dagligt kl. 08:00
Mødested: Grand China Hotel
Turens længde: Halv dag
Distance på cykel: 22 kilometer
Gruppestørelse: 1-16 personer
Sværhedsgrad: *****

Bangkok i solnedgangen
Denne cykeltur går gennem Rattanakosin øen, der bliver betegnet som Bangkoks hjerte. Du oplever byens største seværdigheder i et meget anderledes lys efterhånden som solen går ned. Bangkok ligger tæt på ækvator og derfor er aftenenerne ikke lange, som vi kender det herhjemme fra. Hele året går solen ned omkring klokken 18 og det går meget hurtigt. Efter mørkets frembrud vil du se Bangkoks mest imponerende templer være badet i lys fra kraftige projektører.

Tag på cykeltur i Bangkok om aftenen

Tag på cykeltur i Bangkok om aftenen

Turen begynder ved Grand China Hotel, hvorfra du kører mod Wat Saket, der også er kendt som ”det gyldne bjerg”. Det gyldne tempel ligger på toppen af en kunstig bakke og der er 318 trin til toppen. Fra toppen vil du have udsigt over en stor del af Bangkok og det område, du skal cykle igennem på turen. Fra foden af bakken fortsætter du turen rundt i Ban Bat området og her ser du blandt andet det værksted, hvor munkenes skåle til indsamling af almisser blev produceret før i tiden.  Næste stop på turen er et af Bangkoks ældste og største templer, nemlig Wat Suthat. Det berømte tempel har en enorm Buddha statue og enestående kalkmalerier.

Husk copyright TAT ved brug

Wat Arun og Chao Phraya floden i solnedgangen

Fra Wat Suthat cykler du videre ad små stier og skjulte gyder til det kendte blomstermarked Phat Klong flower market, der er åbent alle døgnets 24 timer. På markedet vil du se uendelige rækker af friske og farverige blomster, alt fra roser til orkideer findes på dette imponerende marked. Solnedgangen nærmer sig hastigt og tilbage på cyklerne sætter du kursen mod Nakraphirom Park tidsnok til at kunne se solnedgangen over det utrolige Wat Arun tempel, der ligger ned til Chao Phraya floden. De storslåede tårne på templet er dækket med flere tusinde skår fra kinesisk porcelæn, hvilket får det til at glimte i lyset fra solens sidste stråler. Fra Wat Arun går turen videre til Grand Palace, hvor du får ser de imponerende guldbelagte bygninger, der lyser op i mørket.

Buddha statuer i Bangkok

Buddha statuer i Bangkok

Efter en pause i Phra Sumeru fortets tilhørende park, cykler du videre gennem de snævre gader og stræder indtil du ender ved Wat Indra Viharn der har en imponerende 30 meter høj stående Buddha statue. Statuen er specielt imponerende at være tæt på da en normal persons højde kun går til Buddhaens ankler. Statuen er desuden belagt med guld og lyser derfor aftenhimlen op på smuk vis. Herfra går turen stille og roligt tilbage mod Grand China Hotel i Chinatown bydelen, men på vejen bliver der dog tid til et par spændende stop. Første stop på tilbagevejen er Marmortemplet, der er bygget i en noget anderledes stil, end du ellers ser i Thailand, Den største forskel er, at templet er udført i italiensk marmor. Derudover gør du korte stop ved Wat Ratchanada og Loha Prasat.

Cykelturen er en rolig aftentur på 20 kilometer ad små veje og stier, og hvor både børn og voksne kan være med. På turen besøger du flere templer og vi anbefaler derfor, at du har en langærmet T-shirt med samt bærer shorts, der som minimum går til knæene. Dette viser at du respekterer de lokale helligdomme.

Pris: 320 kr. for voksne og 320 kr. for børn
Inkluderet: Vand, snacks, cykel, hjelm og engelsktalende guide
Aldersgrænse: Ingen
Cykler: TREK citybike
Mulighed for børnecykler: Nej
Turen afgår: Dagligt kl. 16:00
Mødested: Grand China Hotel
Turens længde: ca. 3-4 timer
Distance på cykel: 20 kilometer
Gruppestørelse: 1-16 personer
Sværhedsgrad: *****

Omkring Bangkok

Oplev livet langs floderne

Oplev livet langs floderne

De flydende markeder
Cykeltur i Mae Klong området, hvor du finder Thailands største og mest berømte flydende marked. Turen her bringer dig helt ind i hjertet af en af Thailands største “must see” seværdigheder. Du bliver hentet om morgenen på dit hotel, hvorefter du kører i bil til byen Mae Klong 70 kilometer sydvest for Bangkok. Området ligger meget lavt og samtidig lige ud til den Thailandske bugt, hvilket betyder et virvar af kanaler og floder, og derfor kan Mae Klong kan faktisk beskrives som en asiatisk udgave af Venedig. I Mae Klong deltaet er mange landsbyer bygget helt ned til kanalerne og nogle kan kun nås med båd. Kanalerne er livsnerven og livet i området leves stadig på samme måde som det har gjort i årtier.

Farver og sanseindtryk på de flydende markeder

Farver og sanseindtryk på de flydende markeder

Turens første besøg er et mindre flydende marked kaldet Klong Lad Pli. På en gåtur gennem området vil du se, hvordan træhusene er bygget helt ud i de små kanaler, som i øvrigt hedder ”klonger” på Thai, deraf navnet Mae Klong. Fra Klong Lad Pli går turen videre til Thailands største, mest farverige og utvivlsomt mest berømte marked, Damneon Saduak, som blandt andet er kendt for sin medvirken i film som ”Bangkok Dangerous” og ”007: The man with the golden gun”. På markedet vil du være forbavset over, hvor meget forskelligt du faktisk kan købe i disse små ”butikker” på vandet.

Efter at have bundfældet alle indtryk fra dette utrolige marked, går du ombord i en lokal longtailbåd og sejler gennem nogle af de utallige ”klonger”, der skærer gennem områdets utallige landsbyer og frugtplantager. Du vil se et glimt af det gamle Thailand, når du på turen ser de lokale leve langs floden, og du opdager, at floden er en central del af hverdagen her, ligesom den har været i årtier. Turen gennem kanalerne er en rigtig øjenåbner og samtidig en stor oplevelse.

Børn leger langs flodbredden

Børn leger langs flodbredderne

Du fortsætter på cykel til templet Wat Bang Kae Noi, der er berømt for sine imponerende udskæringer i teaktræ. Udskæringerne i templet skal portrættere historien om Buddha. Du fortsætter længere ud på landet gennem kokos og frugtplantager, indtil du rammer et andet tempel, der trods af sin lille størrelse er meget imponerende. Templet, der hedder Wat Bang Kung, bliver nemlig holdt oppe af et gigantisk Banyan træ, der næsten er vokset rundt om templet. Fra forsiden ser det ud som om, at templet faktisk ligger inde i det store træ.

På turen besøger du flere templer og vi anbefaler derfor, at du har en langærmet T-shirt med samt bærer shorts, der som minimum går til knæene. Dette viser at du respekterer de lokale helligdomme.

Pris: 800 kr. for voksne og 800 kr. for børn
Inkluderet: Vand, snacks, cykel, hjelm, bådture, frokost (excl. alkohol), indgange til attraktioner og engelsktalende guide
Aldersgrænse: Ingen
Cykler: Almindelig cykel / MTB
Mulighed for børnecykler: Ja
Turen afgår: Dagligt kl. 07:00
Mødested: Du vil blive hentet på dit hotel mellem kl. 06:45 og 07:30
Turens længde: Hel dag
Distance på cykel: 30-35 kilometer
Gruppestørelse: 2-16 personer
Sværhedsgrad: *****

Historiske Ayutthaya

P1070731

Nyd UNESCO området i Ayutthaya på cykel

Lidt nord for Bangkok finder du Thailands gamle hovedstad, der med sine imponerende ruiner og templer, er et “must see”, når du besøger Bangkok. Ayutthaya var Thailands hovedstad op til år 1767, hvor byen blev ødelagt af invaderende burmesere. I dag er ruinbyen fyldt med smuk og rig historie, der beskriver Thailands magtfulde rolle i fortidens Sydøstasien.

På denne lette cykeltur afsløres nogle af de historiske skatte som findes i Thailand. Du besøger den historiske park i Ayutthaya og det enorme kongelige sommerpalads. Du kommer også udenfor de almindelige turistveje og ud på de lokale stier, hvor du får mulighed for at opleve det autentiske Thailand.

Husk copyright TAT ved brug

Wat Chaiwattanaram i Ayutthaya

Du bliver hentet på hotellet og herfra er det en kort køretur nordpå til Ayutthaya. Ved ankomst bliver cyklerne stillet frem og morgenen vil blive brugt til at udforske ruinerne i det UNESCO-beskyttede område. Byen, der har været på verdensarvslisten siden 1991, er især kendt for sit enorme forsvarsværk og unikke templer.

Første stop på din tur rundt er Wat Yai Chaimongkol, et stort tempel med en enorm ”Chedi”. En ”Chedi” er et buddhistisk gravkammer til de vigtigste munke. Chedien er så stor at den pt. synker da jorden ikke længere kan bære vægten. På trods af dette er templet bestemt et besøg værd. Næste stop på turen er Wat Phra Mahathat, der bliver kaldt den gamle bys hjerte. På rundturen ser du flere smukke templer bl.a. det prominente Wat Chaiwattanaram.

Bang Pa In sommerpaladset

Bang Pa In sommerpaladset

Fra Ayutthaya cykler du videre mod det royale sommerpalads, Bang Pa-In. Turen er en fornøjelse, fordi du kører i de thailandske landområder, cykler ad rolige landeveje og gennem små landsbyer, der ligger ved Chao Phraya floden. Turen er en dagstur for alle, der har interesse i historie og kultur eller vil opleve et andet Thailand. Turen er 25 kilometer lang og kan cykles af både erfarne cyklister og familier med børn – tempoet er så alle kan følge med.
På turen besøger du paladset Bang Pa-In og vi anbefaler derfor kraftigt, at du har en T-shirt med ærmer på, samt bærer shorts, der som minimum går til knæene. Dette viser at du respekterer kongefamilien og Thailands helligdomme. Alternativt kan tøj til overdækning lejes på stedet.

Pris: 800 kr. for voksne og 800 kr. for børn
Inkluderet: Vand, snacks, cykel, hjelm, bådture, frokost (excl. alkohol), indgange til attraktioner og engelsktalende guide
Aldersgrænse: Ingen
Cykler: Almindelig cykel / MTB
Mulighed for børnecykler: Ja
Turen afgår: Dagligt kl. 07:00
Mødested: Du vil blive hentet på dit hotel mellem kl. 06:45 og 07:30
Turens længde: Hel dag
Distance på cykel: 25 kilometer
Gruppestørelse: 2-16 personer
Sværhedsgrad: *****