Nordthailands kuperede terræn er ideelt til et par dages vandretur. Du vil typisk stifte bekendtskab med forskellige bjergstammer, bade ved et vandfald, opleve skøn natur, fodre elefanter ved floden og hjælpe til med at navigere en bambusflåde ned ad Mae Taeng floden. Min kæreste og jeg tog med på sådan en vandretur og vores oplevelser, kan du læse mere om her.

Mok Fah vandfaldet er turens første stop
Udsigten fra vores hytte på første dagen
Den gladeste elefant jeg har set i Thailand fik gjort sig til centrum på billedet
Så længe vi havde bananer i hænderne var der en meget livlig snabel rundt om os
Lianer er jo til for at svinge sig i dem som en anden Tarzan

Vi mødte guiden på vores hotel aftenen før turstart. En super sød ung dame, som forklarede hvad vi skulle forvente på turen og hvilket udstyr, vi skulle medbringe. Guiden spurgte også om en kopi af vores pas, og har du ikke sådan et ved hånden, kan hotellet oftest tage en kopi med det samme. Guiden sagde pænt farvel, og informerede os om, at der kun var et enkelt andet par med på turen, og at vi ville blive samlet op mellem 7:30 og 8:00 den følgende morgen.

Dag 1

Hængebro over Mae Taeng floden

Vi blev som aftalt hentet på hotellet på det oplyste tidspunkt. Bilen var en pick-up med to bænke på ladet, hvor vi var placeret 4 personer samt vores rygsække. Køreturen den første dag tog nogle timer, men det første stop ved et lille vandfald, hvor der kunne bades i det kølige vand var meget velkomment og omgivelserne smukke. Det var også første gang, at jeg havde vovet mig ind og stå under vandet, og det kan bedst beskrives som at blive ramt af en meget hård jetstråle. Vi havde super god tid ved Mok Fah vandfaldet, hvor der blev slappet godt af og hvor guiden hyggede sig med at gå rundt og tage billeder med vores kameraer. Jeg må også lige få med, at det er absolut essentielt at medbringe badetøj, for at få de største oplevelser. En times kørsel fra vandfaldet stoppede vi ved en lille og yderst lokalt udseende restaurant, hvor ejerne ikke kunne et ord engelsk og hvor guiden endda gav en hjælpende hånd med i køkkenet. Maden var ikke blandt det bedste, men på turen er alle måltider inkluderet (og vi blev virkelig præsenteret for nogle lækre retter senere på turen). Herefter begyndte den del, som det hele jo i bund og grund handlede om, nemlig trekkingen. Denne eftermiddag gik vi i ca. 3 timer og selv om det ikke var mange kilometer, så gik det noget op og ned i begyndelsen, mens den sidste del hovedsageligt var nedad. Vi ankom til den lille”Karen” landsby Baan Mae Jok sidst på eftermiddagen, hvor vi lige havde halvanden times dagslys tilbage til at få set os omkring. Landsbyens huse, der alle var lavet af træ, var bygget på pæle så husdyrene (køer, grise, hunde, katte mm.) havde plads under huset, mens familien boede ovenover.


Vi måtte have et billede i de skønne omgivelser

Overnatningsstedet bestod af et rum med køkken, et fælles soverum for turisterne samt et udendørs opholdsområde og et ildsted til aftenens bål. Der var en lille simpel generator, som var lavet af et gammelt bilbatteri. Det gav nok strøm til en lille el-pære i fællesområdet, som gjorde det muligt at sidde og spille kort om aftenen og selvfølgelig til, at vi udmærket kunne se, hvad vi spiste denne aften. Maden blev lavet af guiden, en lokal (nok husets ejer) samt vores hjælper, som også var med på hele turen. Hjælperen præsenterede sig i øvrigt med et navn lydende “gohong”, men da han mente at det kunne være svært at udtale måtte vi endelig bare kalde ham “Go Home”, og det gjorde vi så. Vi var meget velkomne til at hjælpe i køkkenet og få nogle råd omkring thai madlavning, og det ville vi jo meget gerne. Det efterfølgende måltid var skønt og der var rigeligt med mad. Da min kæreste er vegetar, havde vi på forhånd gjort opmærksom på dette og derfor havde vi både kylling og Halloumi ost som tilbehør til maden. De er meget glade for at hjælpe på alle måder, så spørg endelig hvis du har brug for noget. Senere på aftenen blev der fortalt røverhistorier rundt om bålet, hvorefter det var tid til at gå i seng. I sovesalen er der en række madrasser, der alle har myggenet rundt om. Der var også nogle små hovedpuder, selvom vi havde medbragt nogle hjemmefra for at være sikre. Tæpperne var rigtig fine og der var rigeligt af dem. Vi brugte i alt 3 tæpper da temperaturen på den årstid var lav om natten.


Dag 2

Nudlerne til frokosten pakkes i palmeblade

Næste morgen vågnede vi klokken 6, da hanerne galede for fuld udblæsning. I køkkenet var guiden og hjælperne allerede i gang med morgenmaden, som bestod af røræg og toast, igen i rigelige mængder. Der blev også lavet en ret med nudler, som blev pakket ind i palmeblade. De små pakker kom i vores rygsække, og så havde vi også frokost på turen. Inden vi forlod den lille landsby, tankede vi op med vand, der kostede nogle få baht, og så var vi på vej. Denne dag var den varmeste på turen med temperaturer mellem 34 og 37 grader, så vores rygsække var fyldt med så meget vand, som overhovedet muligt. Det meste af dag 2 er vandring gennem åbne rismarker, hvor skygge er begrænset så solcreme er endnu en af de ting, der bare skal medbringes. Efter nogle timers vandring ankom vi til en lidt større “karen” landsby, hvor vi igen havde mulighed for at tanke op med vand og få kommunikeret lidt med de lokale. I det hele taget var kommunikationen med de lokale noget, der morede os alle og vi blev straks tilbudt at se forskellige former for værktøj, prøve lokale dragter og spille fodbold med børnene. Selvfølgelig prøver de lokale at sælge dig noget, men herude er du sikker på at tingene er håndlavet og at pengene går til at holde de små samfund gående. Siger du nej, prøver de ikke igen. Det er roligt, sjovt og meget anderledes.

En times vandring senere fandt vi en lille overdækket platform, hvor bønderne normalt hviler sig. Her slog vi os ned i skyggen og åbnede vores palmeblade. Frokosten var fantastisk, også selvom jeg, til stor morskab for kæresten, måtte kæmpe lidt med de medfølgende spisepinde, som ikke ligefrem er min specialitet. Vi fortsatte gennem rismarkerne, hvor vi til tider havde selskab af en flok yderst nysgerrige køer, der må have tænkt, hvad i alverden de skøre turister lavede der. På denne del af turen fik vi virkelig testet vores balance, da hele 8 små vandløb skulle forceres. Der blev hoppet på sten, gået på planker og øvet længdespring for at forcere vandløbene uden at få våde fødder.


Snablen var meget aktiv når der var bananer

Denne dag ankom vi til overnatningsstedet lidt tidligere på eftermiddagen. Der var derfor masser af tid til at tjekke faciliteterne, som igen var ganske gode omgivelserne taget i betragtning. Den største forskel var, at der ikke var noget bilbatteri her, og dermed ingen el overhovedet. Huset lå ned til floden, og det udnyttede vi hurtigt til at tage plads i sandet og nyde livet. Pludselig kom en elefant spadserende gennem det høje græs og det blev lidt af en oplevelse. Elefanten så ikke ud til at have en mahut (elefantpasser) med sig, da den besluttede at sige hej til os, men det så nu ikke ud til at gå den på. Den stoppede ca. en meter fra vores håndklæde med solbriller, kameraer og badetøj. Jeg kan sige, at vi lige nåede at blive lidt nervøse for vores ting, inden mahutten dukkede op. Det var begyndelsen på den største oplevelse for min kæreste. Vi skulle nemlig bade elefanten i floden og fik også en stor mængde bananer til at fodre den. Det var en super måde at komme tæt på en glad elefant uden ridning og uden aktiviteter, der er synd for elefanten. I løbet af en times tid fik både vi og elefanten en rigtig god oplevelse, som vi ofte tænker tilbage på.

Middagen og overnatningen fungerede på præcis den samme måde som dagen før. Guiden havde fundet nogle hjemmelavede spil, som i den grad satte gang i de små grå, og vi måtte begge sige at vores guide efterhånden var blevet en super ven og ikke bare en guide. Altid smilende, altid med en sjov kommentar og altid der til at hjælpe og lære fra sig. Det er lige præcis sådan en guide vi altid ønsker os når vi rejser. Vi nød det svage skær fra stearinlysene og snakkede om turen, inden vi fandt vores madras og gik til ro.

Dag 3

Lianerne er ikke kun reserveret til Tarzan

Efter endnu en nat på hårde madrasser (hvor vi endte med at tage en ekstra madras for komfortens skyld) og endnu en morgen med hanegal klokken 6 var vi klar. Også denne morgen var morgenmaden hurtigt klar. Igen bestod den af toast og røræg lavet af de friskeste nylagte æg. Efter morgenmaden fik vi en valgmulighed omkring, hvordan dagen skulle forløbe. Ville vi helst vandre en times tid og så sejle på tømmerflåde i 2 timer, eller ville vi sejle på tømmerflåde i 4 timer. Vi valgte at vandre en times tid at begynde med og så stige ombord på “M/S bambusflåde” lidt længere nede ad floden. Det er ikke ligefrem white water river rafting, der skal forventes, men det er en hyggelig tur ned ad floden, og her på siden kan du også finde en video fra turen. Vi havde meget sjov på turen, hvor vores guide bar regnjakke for at undgå solen, der blev lavet fitnessøvelser, der blev hjulpet til med at manøvrere flåden ned ad floden og så blev der grint ganske meget, da vores hjælper tabte den pind, der bruges til at stage flåden frem. Heldigvis havde vi stadig 2 stk tilbage og hjælperen blev frataget rollen som assisterende styrmand. Efter et par timer ankom vi til turens sidste stop, en “Shan” landsby ved floden, hvor vi spiste frokost inden turen gik tilbage til mylderet i Chiang Mai. Turen var en stor oplevelse og den gav os chancen for at se Nordthailands natur på en stille og rolig måde, samt at komme i kontakt med de lokale, som så gerne vil snakke og vise deres landsbyer frem.

Udsigt over den første landsby på turen

I turen var der inkluderet: lokal engelsktalende guide, assistent, entré til nationalparker, fodring samt badning af elefanter i floden, sejlads på bambusflåder, overnatning i træhytter (store rum) og morgenmad, frokost og aftensmad på hele turen.
Der var ikke inkluderet drikkevarer, men det var muligt at købe vand, øl og sodavand i de små landsbyer, og der hvor der blev overnattet.

Vi nød turen og den passede perfekt til os. Forholdene er meget basale, men for dig, der gerne vil se og opleve et anderledes Nordthailand og vil have nogle store oplevelser. Du kan læse mere om turen på udflugtssiden her, hvor du også kan finde priser. Håber at jeg fik inspireret dig til at lægge vejen forbi landområderne omkring Chiang Mai. De er helt bestemt et besøg værd.

Rejselystne hilsner
Martin.