Cambodja er blandt de lande som indtil for nyligt ikke var kendt som noget stort rejseland. Landet har været en populær backpacker destination siden årtusindskiftet, men det har altid stået af skyggen af nabolandene Thailand mod vest og Vietnam mod øst. Det er synd for landet har så meget at byde på med blandt andet Angkor i Siem Reap og tropeøerne Koh Rong ved Sihanoukville. Oveni oser landet af historie der spænder over alt fra Angkor perioden til de røde Khmerer’s rædselsregime i 1970’erne.

Cambodja er bestemt ikke til at komme udenom når der tales om Sydøstasien og med den stigende turisme er standarden på hotellerne også hævet markant ligesom der bygges nye over hele landet. Selvom landet stadig besøges af rigtig mange rygsækrejsende så er det ikke svært at finde et sted at bo med høj og international standard.

Tag det berømte billede af Angkor Wat der spejler sig i vandet i Siem Reap, tag videre til Battambang og få en actionfyldt togtur med det de lokale kalder bambustoget. Du kan også slappe af på Koh Rong som nogle steder er så øde og eksotisk at Frankrig, Sverige og USA har optaget deres versioner af “Robinson Ekspeditionen” der. Er du rigtig eventyrlysten så byder hovedstaden Phnom Penh på delikatessen tarantel-kebab. Jo, Cambodja er eventyr og store oplevelser der bare venter på at blive opdaget.