Phnom Penh er Cambodjas hovedstad og med et indbyggertal på omkring 1,5 millioner mennesker er den landets absolut største by. Med sin kaotiske trafik, venlige lokale, livlige markeder og en uhyggelig krigshistorie, er der nok at tage sig til hvis du gør et par dages ophold her.

Grand Palace i Cambodjas hovedstad Phnom Penh
Phnom Penh
Toul Sleng “S-21” fængslet i Phnom Penh
Toul Sleng “S-21” fængslet i Phnom Penh
Monumentet ved Killing fields er også opbevaring for tusindvis af knogler
En Tuk Tuk i Cambodja er en knallert med en anhænger.
Maden i Cambodja er helt fantastisk og det er priserne også.

Lige på det sted hvor hele 4 floder møder hinanden, blandt dem Mekong floden,  ligger Phnom Penh strategisk placeret. Der er aldrig langt fra floden til byens centrum og de fleste ture kan klares til fods eller med en tuk tuk. Om aftenen er det meste liv centreret omkring natmarkedet og floden, der er smukt oplyst hver aften. Generelt er alle betydningsfulde bygninger oplyst på den ene eller anden måde, hvilket skaber nogle ganske imponerende syn på vej rundt i byens aftenliv.

Markederne
Byens markeder er noget helt for sig selv. Her kan du nemlig i modsætning til mange andre steder nemlig hovedsageligt finde lokale markeder hvor souvenirs er skubbet i baggrunden for til gengæld at skabe plads til det de lokal køber. Alene turen gennem et marked er en enorm oplevelse og samtlige sanser lader til at arbejde på højtryk for at bearbejde alle de indtryk der kommer alle steder fra. Alt fra værktøj og legetøj til malerier og mad findes i denne skønne, men også ret så kaotiske verden. Det må undre mange hvordan de lokale kan koncentrere sig om indkøbene i de mange, men knap så velorganiserede boder. Der findes utallige mindre markeder i Phnom Penh, men det største er en historie helt for sig selv. Central market blev færdiggjort i 1937 og var på et tidspunkt Asiens største marked. I dag finder du alt mellem himmel og jord i det gigantiske marked og selvom du ikke slipper for hverken falske ure, bælter, smykker og en masse andre ting, så er det en kæmpe oplevelse at besøge.

Som alle andre byer med respekt for sig selv har Phnom Penh selvfølgelig også et natmarked. Det findes også tæt på floden og løber en lille kilometer fra floden og ind mod centrum. Priserne på natmarkedet er generelt højere end på byens andre markeder så en smule forhandling kan være en rigtig god idé hvis du finder noget du bare må eje. Når det kommer til maden, så finder du ikke mange andre steder med et ligeså stort udvalg af streetfood som i netop dette område, og meget af det er utroligt velsmagende. Til de eventyrlystne kan det anbefales at krydse gaden, da der ligger et andet marked her, hvor noget så eksotisk som friturestegte taranteller sælges i stor stil.

Grand Palace
På trods af det identiske navn med paladset i Bangkok, er der dog stor forskel på de to. Dels er paladset i Phnom Penh slet ikke ligeså stort og ej heller ligeså besøgt. Det er dog utroligt velplejet og fremstår glitrende i solen. Arkitekturen er klassisk asiatisk med flere overdådige templer, pavilloner til store taler samt statuer af Naga og Garudaen. På trods af dette er der også spor efter de næsten 100 år under fransk kontrol og den franske kolonistil skinner da også igennem flere steder, ligesom den i øvrigt gør i store dele af byen.

Khmer Rouge
Fra 1975 til 1979 var Cambodja skueplads til nogle af nye tids værste forbrydelser mod menneskeheden. Ansvarlig for det hele var de røde khmerer med Pol Pot i spidsen. På kun 4 år fik de udryddet 1/5 del af landets befolkning og nogle går endda så langt at sige 1/4 del. Det er et sort kapitel i landets historie og mange af sporene fra tiden er væk, men heldigvis ikke dem alle. I Phnom Penh findes nemlig et torturfængsel kaldet S-21, og her blev mere end 14.000 fanger tortureret for forbrydelser mod regimet. En typisk forbrydelse i denne periode var at have en uddannelse. Af fængslets 14.000 fanger overlevede kun 2 voksne personer og i dag kan du møde de to ved fængslet, hvor de har viet resten af deres liv til at gøre opmærksom på rædslerne. Selvom de ikke snakker meget engelsk, så er de klar til at fortælle deres historie til alle der vil høre på dem.

Nogle kilometer udenfor byen findes et andet, næsten mere uhyggeligt levn fra de røde khmeres hærgen. Killing fields er navnet på en af de mange udryddelsessteder der fandtes rundt om i Cambodja. Her blev fanger fra S-21 og flere andre steder kørt hen for at blive henrettet. Området er fyldt med massegrave og indimellem går du forbi et skilt med teksten “træd ikke på knoglerne” og et kig ned på jorden viser faktisk at der stadig dukker knogler op. I områdets centrum findes et enormt monument for de dræbte, der også huser tusindvis af knogler. Killing fields er bestemt ikke for de sarte, men det er et sted der skal besøges for at kunne forstå hvilket forfærdeligt regime Cambodja har været under i nyere historie.

Tusindvis af farverige armbånd langs massegravene

“Når jeg rejser har jeg meget svært ved at udvise følelser, men denne gang var det anderledes. Jeg læste om en topleder fra Khmer Rouge, der indrømmede at han havde givet ordre til at små børn blev dræbt, ved at de blev taget i benene og slynget hoved først ind i et træ. Derefter blev de iskoldt smidt ned i en massegrav. Alle der læste om det og så træet fældede en tåre eller to, jeg selv inklusiv. Besøget ved Killing fields var på alle måder et af de sværeste at komme igennem, men samtidig var det et stort privilegium at få lov til at få historien på nærmeste hold”
Martin besøgte Killing fields og S-21 i 2017


Klima
I Phnom Penh er klimaet tropisk, som er kendetegnet ved 3 årstider. Den tørre tid fra november til februar, den varme tid fra marts til april og den våde tid fra maj til oktober. I regntiden kan vejret variere meget fra år til år og der kan både være gode dage og dage hvor regnet står ned fra morgen til aften. Temperaturen i Cambodja svinger ikke meget, dog skal du være opmærksom på, at det er køligere i den tørre periode og varmest i perioden op til regntidens start, hvor luftfugtigheden også nærmer sig det mere ekstreme.

Kort
Her kan du nemt få overblik over Phnom Penh