Longtailbåde ved Krabi
Sejl på opdagelse i havkajak
Imponerende natur i Phang Nga bugten
Railay Beach ved Krabi
På Railay foregår alt i med fødderne i sandet
Flydende cafeer er en del af oplevelsen
Phra Nang stranden ved Krabi
Maya Bay Phi Phi Island
Tonsai Beach ved Krabi
Transport til Railay stranden med Longtail båd
Phra Nang Beach på Railay
Turkisfarvet vand på Koh Poda ikke langt fra Krabi

Krabi
Krabi er både navnet på en provins og en by i det sydlige Thailand og ligger på fastlandet ud til Andamaner-havet. Området har været besøgt af turister i lidt mere end 25 år og specielt de sidste 10-15 år er der kommet mange hoteller omkring de populære strande Ao Nang, Railay og Klong Muang.

Det er nemt at komme til Krabi, for der ligger en fin lufthavn, som har flyforbindelser fra Bangkok og Chiang Mai. Du kan også flyve fra Singapore og Kuala Lumpur og der kommer også europæiske flyselskaber direkte til Krabi. Fra lufthavnen til strandene tager det 30-50 minutter.

Krabi har samme klima som f.eks. Phuket med regntid fra april til oktober, så det er bedst at besøge Krabi i vores vinter fra november til marts. Du kan dog sagtens tage hertil i regntiden også, bare du er forberedt på regnskyl, dage med skyer og mere blæst. Modsat Phuket, hvor strandene kan være hårdt ramt af monsunen er strandene i Krabi til at benytte hele året, da de ligger mere i læ og ikke ud til åbent hav.

Uanset hvor du bor i Krabi området er der ting at opleve. Du kan selvfølgelig sejle i longtailbåd til små øer og rev med god snorkling. Inde i landet er der fine naturoplevelser, elefantridning og mange andre udflugtsmuligheder. Udflugterne kan du købe hjemmefra eller ordne selv, når du er i Krabi.

Ao Nang
Den mest populære strand i Krabi er Ao Nang. Her ligger de fleste hoteller og det er også her, der er flest butikker og restauranter. Stranden ved Ao Nang er stor og bred og meget ”trafikeret” med alle longtail- bådene, som sejler rundt i området. Det er ikke en fredelig og hyggelig strand, men mange foretrækker at bo her, på grund af det hyggelige aftenliv. Her er ikke diskoteker og shoppingcentre som på Phuket, men der kan være mange mennesker specielt i højsæsonen.

Hvis du vil bo godt er Krabi Thai Village et rigtigt godt bud. God thai-stil, god service og fred og ro. Det ligger i et fredeligt område ca. 1 km. fra stranden og byen. Det er også fint til familier med børn og på de største værelser, kan der være 2 børn på værelset.

Rejser du med børn og vil du bo tættere på vandet og på et hotel, som fokuserer mere på børn, så skal du bo på Holiday Inn. Det ligger ved Nopparat Thara stranden, som ligger 5 minutter fra Ao Nang, og er et stort hotel med flere pools og godt for børn. Der er en vej mellem hotellet og stranden, som er lidt ligesom stranden ved Ao Nang.

Skal det være billigere, kan du bo på Krabi Cha-Da, som også ligger ved Ao Nang, men med ca. 1½ km til stranden. Her er fin udsigt over hele bugten fra deluxe-værelserne og standarden er 3 gode stjerner. På Krabi Cha-Da kan du sagtens have børn, men pool-områderne er ikke så gode til mindre børn, som de andre hotellers.

Railay Beach
Hvis du drømmer om at bo tættere på stranden, skal du bo på en anden end Ao Nang stranden. 10 minutters sejltur væk fra Ao Nang ligger Railay Beach, som kun kan nås med båd. Der er Railay West, som er en fantastisk strand med få hoteller og på den anden side af halvøen er Railay East, som er en mangrove-strand, man ikke kan bade fra. Der er dog kun 5 minutter at gå mellem de to sider af halvøen. På Railay West ligger Sand  Sea Resort, som vi synes er bedst i forhold til pris og kvalitet. Der er en lille pool lige ved stranden og en anden længere bag i resortet. Her er både værelser i den nye bygning og bungalows af forskellig standard. Selve området er afslappet og uden biler og der er en del restauranter i området. Der er ikke langt til den mest berømte strand i hele området Phranang Beach, som man kan sejle til eller gå til på en 20 minutters tur.

Mange tror at Railay Beach er mere stille end Ao Nang – i højsæsonen er dette ikke tilfældet. Der er mange mennesker på stranden, da hotellerne ofte er udsolgte og der kommer en del på besøg fra Ao Nang i dagtimerne. Når man bor på Railay East bruger man også stranden på Railay West, hvilket selvfølgelig giver et vist pres på stranden. Om aftenen spreder turisterne sig ud til restauranter i Ao Nang og på Railay East.

Klong Muang og Tubkaak
På den anden side af Krabi ligger Klong Muang og Tubkaak Beach. Strandene her er meget fine nogle steder og ikke så gode andre, så det er vigtigt, at du kommer til at bo det rigtige sted. På Klong Muang ligger flere luksushoteller (Dusit, Sofitel, Beyond m.fl.) men vores favorit er Nakamanda Resort – i hvert fald hvis ikke du har små børn med eller er gangbesværet, for der er lidt trapper. Det er ikke så stort og har fine villaer i forskellig standard og her er dejligt fredeligt. Lige udenfor er der forskellige restauranter, så du ikke behøver at spise på hoteller hver aften. Stranden lige foran Nakamanda har klipper i vandet, men 50 meter til venstre er stranden helt perfekt. Det tager ca. 20 minutter at køre til Ao Nang, hvis du skal have mere aftenliv.

Lidt længere væk end Klong Muang ligger Tubkaak Beach. Her er helt stille med dyre (men dejlige) hoteller – ikke mindst Tubkaak Beach Resort. Det er i den absolut dyre ende, men det er også meget lækkert. Stranden her er meget fin med fint sand. Udsigten er typisk, når du er i Phang Nga bugten med alle klipperne, som rejser sig lodret fra vandet.

Klima
I Krabi er det optimale rejsetidspunkt fra midt december til april måned. Her regner det ikke meget og temperaturerne er i gennemsnit mellem 32 og 34 grader. Den varmeste periode i Krabi er april og maj hvor gennemsnittet rammer 35 grader. Det meste regn falder i perioden fra september til november måned. Klimaet i Krabi er tropisk.

Klimaet på Phuket og i Krabi er selvfølgelig stort det det samme, men der er alligevel nogle vigtige forskelle. Når det er regntid i Thailand ligger Krabi dog mere beskyttet, så havet er slet ikke ligeså “hårdt”, som på vestsiden af Phuket, som kan blive ramt hårdt af monsunen. I den periode kan strandene på Phuket være lukkede på grund af strømmen – noget som sker meget sjældent i Krabi.

Klimatabel Krabi

Kort

Nogle billeder på siden er venligst udlånt af ©Thailands Turistkontor