Verdens største tempelkompleks, verdensarv, en af verdens vidundere. Ja, Angkor er beskrevet på mange måder og der er der en helt særlig grund til. Du mødes nemlig af det ene spektakulære syn efter det andet på din tur rundt i en lille del af området der spænder over mere end 400 kvadratkilometer.

Tetrameles træer gror i bogstaveligste forstand ud af Ta Prohm templet
Ta Prohm templet
Angkor Wat skal fotograferes fra de to søer foran templet
Munk i Ta Prohm templet i Angkor
Indgangsport til Angkor Thom. Området betegnes som selve byen Angkor

Angkor er meget mere end Angkor Wat. Selvom dette tempel er det største og så absolut det mest berømte, så er der i hele Angkor området mere end 600 helt eller delvist udgravede templer. Derudover mener man at have optegninger der viser yderligere hundreder af templer. Omkring 60 templer er lige nu mulige for turister at besøge. Og da 5-10 steder er hvad du skal regne med at kunne nå på en dag, er der så absolut rigeligt til flere dages eventyr. Det er muligt at købe både 1 og 3 dages billetter alt afhængig af hvor meget tid du har og hvor meget Angkor trækker.

Angkor ligger lidt mere end 5 kilometer fra Siem Reap. En tur der let kan foretages med tuk tuk. Det letteste er dog at leje en tuk tuk med chauffør for en hel dag. Området er nemlig så stort at det der med at gå mellem templerne er et meget tidskrævende og ikke særlig anbefalelsesværdigt valg. Især når en tuk tuk for en dag koster omkring 20 dollars. Husk at bede tuk tuk chaufføren om at køre til billetkontoret først, da dette ligger i den fuldstændig modsatte retning i forhold til ruinerne.

Ta Phrom
Dette tempel er kendt af overraskende mange, også selvom navnet umiddelbart ikke er noget der får klokkerne til at ringe hos så mange. Templet var nemlig en central lokation for indspilningen af den første Tomb Raider film fra 2001. Siden da har templet været istandsat og den gennemgribende renovering foregår stadig. Renoveringen er dog ikke noget der forstyrrer voldsomt da det er meget små områder der arbejdes på ad gangen. Som en del af renoveringen har man desuden lavet stier gennem de mest berømte områder så turisternes tilstedeværelse ikke ødelægger ruinerne. Ta Prohm er et af de mest ødelagte templer i området, men det gør det til gengæld til en unik oplevelse at gå igennem ruinerne og se hvordan naturen har været ved at begrave bygningerne fuldstændig. Store træer har slået enorme rødder rundt omkring murene og det skaber nogle helt utrolige syn. Templet, der ligger øde og helt for sig selv, var bygget som et minde til kong Jayavarman VII’s mor og havde altså ingen direkte betydning for kongestyret i Angkor Thom.

Ta Prohm

“Ta Prohm templet er simpelthen et kapitel for sig selv og end ikke det faktum at det er under restaurering kunne ændre på det.  De enorme Tetrameles træer, hvis rødder vokser op og ned af templets mure er simpelthen noget af det mest spektakulære jeg har set. Ikke engang Machu Picchu i Sydamerika kan byde på noget så enestående. Jeg forventede jo næsten at Lara Croft fra Tomb Raider kom springende ud af ruinerne”
Martin besøgte Angkor i 2017


Angkor Thom
Angkor Thom er navnet på det der sandsynligvis har været byens centrum i Angkors storhedstid. Det anslås at der har været omkring en million mennesker bosat i Angkor på det tidspunkt og derfor har området været ganske livligt. Angkor Thom var også her kongen holdt til og derfor har alle bygningsværker i området en form for forbindelse til ham. Angkor Thom var den sidste hovedstad i Khmerriget, og det var den fra ca. år 1100 og frem til et tidspunkt før år 1609, da en vestlig opdagelsesrejsende fandt en “ikke beboet by” i junglen. Han beskrev Angkor Thom som ligeså fantastisk som Atlantis, der var tidens mest mytiske historie.

Terrace of the Elephants
Denne platform blev brugt af kong Jayavarman VII til at overvære fester og andre fejringer. Platformen er massiv og udsigten over det nærliggende område er god. Står du midt på platformen og kigger ud over landskabet vil du til venstre fra vejen se en række flot udsmykkede tårne. Disse massive tårne blev udelukkende brugt til at spænde liner ud i mellem, så akrobater kunne underholde de royale. Det viser tydeligt hvilken rigdom Angkor havde i storhedstiden når de har bygget disse med et eneste formål. Selve platformen er rigt udsmykket med indgraverede elefanter, heste, løver samt den sagnomspundne Garuda. Gelænderet på trapperne skal forestille “nãga” en gigantisk slange med op til 9 hoveder. Denne “nãga” er brugt over hele Cambodja da den er et helligt symbol. Lige fra Angkor Thom til det royale palads i Phnom Penh.

Phimeanakas
Dette tempel har en utrolig vigtig plads i historien. Det siges nemlig at den 9-hovedede slange, nãga’s ånd levede øverst i templet. Hver nat forvandlede ånden sig til en kvinde og kongen kravlede op til templets top for at være sammen med nãga prinsessen hele natten. Hvis nãga ikke viste sig om natten var det et symbol på at kongens dage var talte. Nogle har dog undret sig over myten da kongen umuligt kan have haft ret meget energi tilbage efter en klatring til pyramidens top. Det er muligt at bestige templet på udvalgte dage. Disse kan ikke vides på forhånd da det er så helligt at det kommer an på hvordan månen har stået den pågældende nat.

Wat Baphuon
Templet er bygget til, og dedikeret til Shiva. Shiva er en Hindu gud og hersker over skabelsen, tilintetgørelsen, meditation, kunst og yoga. Denne vigtige gud skulle have et overdådigt tempel og det var i begyndelsen blandt de absolut vigtigste templer i hele Angkor området. Man havde dog valgt en dårlig placering til templet, da underlaget hovedageligt består af sand. I flere omgange er dele af templet derfor kollapset og restaureringen af dette tempel har været blandt de mest omfattende i Angkor. Foran templet findes endnu flere hundrede kæmpe sten spredt over et større område. Alle disse er sten der er faldet af konstruktionen og som eksperter nu arbejder på at kunne placere præcis der hvor de er faldet af. Det ligner umiddelbart et af verdens sværeste puslespil at skulle løse.

Wat Bayon
Som det største tempel indenfor muren i Angkor Thom er Bayon lidt af et mesterværk. Det er hugget mere end 200 ansigter ind i stenene med en imponerende sans for detaljer. Det er uden tvivl det mest detaljerede tempel i Angkor Thom og måske endda i hele Angkor området. Templet er buddhistisk, men har små detaljer rundt omkring der indikerer at man har bygget det med respekt for det hinduistiske mindretal i perioden. Templet ligger lige nord for Angkor What og samtidig i lige i centrum af Angkor Thom. Placeringen dikrekte i centrum gjorde, ifølge den buddhistiske tro, at templet repræsenterer det punkt hvor vejen deler sig med jorden den ene vej og himlen den anden vej. Templet har kort sagt været halvvejen mod himlen og pludselig bliver dets vigtighed i buddhismen meget tydelig.

Angkor Wat
Templet der næsten ikke behøver nogen introduktion. Vi kender det alle sammen, måske allerede fra den historietime tilbage i skoletiden, hvor læreren gennemgik verdens vidundere. Templet blev påbegyndt allerede i 1112 og blev færdiggjort 40 år senere i 1152. Som det eneste tempel i området har Angkor Wat aldrig været overladt til elementerne og siden færdiggørelsen har det stort set været i brug uafbrudt. Derfor er bygningerne også i stort set intakt stand efter mere end 850 års brug. Derudover er templet også verdens største religiøse bygningsværk, hvilket blot sætter en tyk streg under hvad khmererne var i stand til i rigets storhedstid. En sjov detalje er at Angkor Wat er det eneste af områdets over 60 udgravede templer der vender med fronten mod vest. Vest siges at være vejen mod døden og derfor spekuleres der i om Angkor Wat faktisk blev bygget som kombineret tempel og mausoleum for Kong Suryavarman II. I dag kan vi derfor nyde de fantastiske og berømte billeder med solnedgange over Angkor Wat som findes overalt i verden. Foran indgangen til Angkor Wat er to søer. Når du står og kigger frem mod bygningen, skal du gå ned søen til venstre og tage billedet derfra. Her kan du tage dit eget billede af den utrolige spejling i solnedgangen.

Indgangen til Angkor Wat

“Det ligner at Angkor Wat er flere kilometer væk. Jeg står på stenbroen ud til den lille ø som templet faktisk ligger på, og det er tydeligt at jeg er på vej mod noget rigtig stort. Varmen er slående og mit vand har for længst nået en temperatur der er over det behagelige, men det kan jeg ikke tænke på nu. Jeg når indgangen, eller det tror jeg, men da jeg kommer ud på den anden side venter endnu en lille kilometers gang inden jeg når templets indgang. Jeg gjorde det, jeg står lige foran verdens største religiøse bygningsværk og pludselig føler jeg mig ret lille”
Martin besøgte Angkor i 2017


Kort
Her kan du nemt og hurtigt få overblik over Angkor området.